Kinastudiet: Forskningen du ikke har hørt om

Spis frisklavet plantekost. Så slipper du for at holde øje med vægten – og du sænker din risiko for at blive ramt af kræft, hjertesygdom, diabetes, fedme og andre livsstilssygdomme.

Den internationale bestseller, Kinastudiet, giver dig overblik og enkle anvisninger og forklarer, hvorfor vi får så mange forvirrende budskaber om, hvad vi skal spise.

Bogen er skrevet af en af USAs førende ernæringsforskere, Dr. T. Colin Campbell. Den er udgivet i over 1 million eksemplarer og er nu endelig tilgængelig på dansk.

Få rabat ved køb af 10 ex. eller derover - skriv til books@direction.dk

Detaljer om bogen:
Forlag: Direction Books Antal sider: 436
Oplag: 1
ISBN: 9788799891702

Læs bogens forord

 

Endelig findes bogen Kinastudiet på dansk. Det er en vigtig bog, som bør læses af alle, der beskæftiger sig med sundhed og ernæring – og den kan med stort udbytte læses af alle, som ønsker at leve et langt liv uden overvægt og med færrest mulige skavanker.

Med rødder i solid forskning og et enormt datagrundlag gør bogen op med den forvirring, som hersker omkring, hvad der er sundt at spise. Konklusionen er enkel: Vi får det bedre, hvis vi spiser mere frisklavet plantekost – og mindre af den animalske kost, det vil sige kød, fisk, æg og mælkeprodukter.

Kinastudiet er – et årti efter den udkom på engelsk – blevet en bestseller og en klassiker, som der henvises til igen og igen. Bogen er nu udgivet i 20 lande og i mere end 1 million eksemplarer. Den beskriver en unik forskningsundersøgelse om sammenhænge mellem sundhed, sygdom og kost.

Arbejdet med Kinastudiet startede i 1980´erne under ledelse af dr. T. Colin Campbell og den kinesiske læge dr. Junshi Chen, som indsamlede data fra 6.500 mennesker i 200 landsbyer fra det meste af Kina. Undersøgelsen byggede videre på en omfattende kinesisk indsats fra 1970’erne, som kortlagde den geografiske fordeling af kræftforekomst og dødsrater for 96 % af den kinesiske befolkning!

En af de væsentlige diskussioner, som Kinastudiet har affødt, er, om erfaringerne fra Kina kan overføres til vestlige befolkninger. Kineserne spiser jo trods alt langt flere ris, end vi gør. Og på grund af genetiske forskelle fordøjer vesterlændinge mælk bedre end mennesker af asiatisk afstamning. Der er også en række forskelle i livsstil, som kan forstyrre billedet. Vanskelighederne ved at sammenligne resultater fra vidt forskellige lande er blevet påpeget af Walter Willett, som har stået i spidsen for den velkendte undersøgelse af ernæring og sygdom blandt amerikanske sygeplejersker. Meget forskning de seneste år, herunder en række danske undersøgelser, understøtter imidlertid Kinastudiets konklusioner også i en vestlig kontekst – og nogle af undersøgelserne er gengivet her i bogen.

Som du vil kunne læse, går T. Colin Campbell kraftigt i rette med den grundlæggende metode i Walter Willetts undersøgelse af sygeplejerskerne og også med dele af den øvrige vestlige ernæringsforskning. Campbell´s pointe er følgende: De store velkendte undersøgelser af ernæring og sundhed blandt vesterlændinge forvirrer os, for det eneste, de viser, er forskellen på at spise meget animalsk kost og rigtig meget animalsk kost. Vi skal også undersøge, hvad der sker, hvis vestlige mennesker spiser overvejende plantekost eller kun plantekost. Det har blandt andre den amerikanske læge og forsker Neil Barnard gjort i et studie af diabetes, som blev offentliggjort efter Kinastudiets udgivelse. Neil Barnard påviste, at en plantebaseret kost var alle andre diæter overlegne med hensyn til regulering af blodsukkeret.

Det pudsige er, at Walter Willett og T. Colin Campbell, som begge er giganter inden for ernæringsforskningen, i sidste ende når frem til anbefalinger, som minder ganske meget om hinanden. Uanset de videnskabelige diskussioner er to af verdens førende forskere inden for ernæring og sundhed altså enige om, at vi som helhed skal skrue op for plantekosten og ned for den animalske kost

Et typisk spørgsmål lyder: Får jeg så protein nok? Ja, uden tvivl. Det er fuldstændig uproblematisk. Hvis du spiser dig mæt i alsidig frisklavet plantekost, kan du ikke undgå at få nok protein. Og det er en stor misforståelse, når de, som dyrker fitness, tror, at de har brug for en masse ekstra protein. For slet ikke at tale om højprotein-slankekurene, som kan give meget alvorlige bivirkninger og fremkalde sygdom. Dette bekræftes af de nyeste forskningsresultater sammenstillet af WHO, som viser, at for meget protein – specielt i form af forarbejdede kødprodukter – øger risikoen for at få kræft.

Vi mødte i 2008 dr. T. Colin Campbell i Santa Rosa, Californien – og også dr. John McDougall, hvis store indsats er beskrevet her i bogen. Mødet blev en øjenåbner for os begge, nøjagtig som dr. Campbell beskriver i kapitlet ”Hvorfor har du ikke hørt dette før?”

Mange spørger nu os, hvorfor der i Danmark ikke er flere læger, som interesserer sig for madens betydning for vores sundhed. Forklaringen er den samme i Danmark som i USA: Ernæringslære indgår stort set ikke i lægeuddannelsen. Vi træner læger til at diagnosticere, operere og udskrive medicin. Konsekvensen er, at ingen rigtig tror på, at maden har nogen betydning i forhold til sundhed og vores kropslige velbefindende. Men samtidig er danske læger opmærksomme på sammenhængen mellem medicin og mad, for eksempel når de anbefaler tilbageholdenhed med en række bestemte grøntsager i forbindelse med ordinering af antidepressiva samt blodfortyndende præparater.

”Lad maden være din medicin”, sagde den vestlige medicins fader Hippokrates allerede for flere tusinde år siden. Dr. Campbell forklarer her i bogen, hvorfor vi endnu ikke har taget dette udsagn til os: Den faktiske forskning er blevet begravet i irrelevant eller skadelig information i form af dårligt populariseret videnskab, slankekursdiller og propaganda fra fødevareindustrien. Han har selv siddet i midten af det hele i USA, så han ved, hvad han taler om.

Tilskyndet af vores møde med dr. Campbell valgte vi at tage Hippokrates på ordet. Tilbage i Danmark gik vi i gang med at undersøge, hvordan vi kan lave appetitvækkende og velsmagende plantekost, som gør mennesker raske – og at dele vores viden i form af lettilgængelige kogebøger. Kinastudiet har været en stor inspirationskilde for os begge, og det tror vi også, at bogen kan blive for dig.

Om forordets forfattere
Mikael Bitsch er overlæge ved Rigshospitalet og autoriseret som praktiserende læge, kirurg og karkirurg. Han er endvidere klinisk lektor i karkirurgi ved Københavns Universitet.
Søren Lange er ernæringsrådgiver og udvikler nye fødevarer.
Sammen har de skrevet bøgerne Det helbredende køkken – Spis dig fra diabetes 2, forhøjet kolesterol og overvægt samt Spis dig fra overgangsalderen. Begge Politikens Forlag.

Derfor skal du læse Kinastudiet

MIKAEL BITSCH
Overlæge ved Rigshospitalet, lektor i karkirurgi
og forfatter til Det helbredende køkken:
“Kinastudiet bør læses af alle, der beskæftiger sig med sundhed og ernæring – og kan med stort udbytte læses af alle, som ønsker at leve et langt liv uden overvægt og med færrest mulige skavanker.”
 
ANNA IBEN HOLLENSBERG
Praktiserende speciallæge og heilpraktiker:
“Kinastudiet aftvinger den største respekt. Det er en imponerende og dyrebar vidensbank, som kalder på yderligere fordybelse i forskerkredse. For os klinikere, som har den direkte kontakt til patienterne, er bogen en guldgrube af anvendelig viden.”
 
PETER GAARDBO SIMONSEN
Praktiserende læge med særlig interesse for kvalitet og patientsikkerhed i sundhedsvæsenet:
“Jeg ville ønske, Kinastudiet havde været tilgængelig, mens jeg underviste i sundhedspædagogik på Sundhedshøjskolen. Det glæder mig, at bogen nu foreligger på dansk, således at den kan anvendes som reference i kliniske sammenhænge og tjene som inspiration for undervisere og praktikere inden for sundhedsområdet. For mig selv og min familie har læsningen været et skelsættende bidrag i forståelsen af livsstilssygdommene – og ikke mindst et uvurderligt bidrag til beslutningen om selv at gå over til plantebaseret kost.”
 
ANETTE HARBECH OLESEN
ernæringsekspert og forfatter,
som blogger om mad og sundhed
madforlivet.com:
“I Kinastudiet dokumenterer T. Colin Campbell, at vi får det bedre og kan forebygge sygdomme ved at spise en mere plantebaseret kost. Det er en yderst læseværdig bog, lettilgængelig i sin form og efter min mening også en nødvendig bog – i særdeleshed for os, der bor her i Danmark, for vi tilhører et af verdens mest mælkedrikkende og kødspisende folkeslag.”
 
SANDRA HOLM
læge og ultraløber:
For mennesker, som interesserer sig for og arbejder professionelt med sundhed, er dette en uomgængelig bog. Kinastudiet har enorm betydning, fordi bogen med basis i velfunderet videnskabelig forskning rydder op i forvirringen omkring sundhed og vægttab. Det glæder mig, at den nu endelig er tilgængelig i dansk oversættelse.”
 
OLE HENRIKSEN
Skin Care & Wellness-ekspert:
“Vi kan ikke ignorere dette omfattende og dybdegående studie af ernæring. Siden 2012 har jeg ved at følge de ernæringsmæssige retningslinjer i denne bog mere end fordoblet mit overordnede sundheds- og energiniveau. Kinastudiet er et mesterværk.”
 
BIBI STELLA KIRKEGAARD
Forfatter til bogen Go Green – Mød 9 markante danskere,
der lever helt eller delvist uden kød:
“Kinastudiet vil fortælle dig noget om kød og sundhed, som du ikke før har hørt. Læs bogen, dan dine egne meninger og lur mig, om du ikke bliver inspireret til at skrue ned for dit eget kødforbrug og måske endda blive enten vegetar eller flexitar. Kom med - go green – både for din egen sundheds, miljøets og dyrenes skyld.”
 
DEAN ORNISH
Dr. med. og professor ved University of California
og forfatter til seks bestsellere om ernæring og sundhed:
“Alle inden for ernæringsforskningen står i gæld til dr. T. Colin Campbell. Han er en af de største inden for sit felt, og [Kinastudiet] er en af de vigtigste bøger, som nogensinde er skrevet om ernæring. At læse den kan redde dit liv.”
Download bogens indledning
Læs T. Colin Campbells indledning til Kinastudiet - hvor han giver et overblik over bogens indhold.
Download indledningen (pdf, 9 sider)

Dr. T. Colin Campbell
Dr. T. Colin Campbell
 
 
 

Se filmen "Forks Over Knives"

Filmen "Forks Over Knives" bygger på Kinastudiet. I filmen får du en let tilgængelig introduktion til bogen, herunder flere interviewsekvenser med Dr. T. Colin Campbell og andre af de forskere, som han fortæller om i Kinastudiet. Filmen kan ses via Netflix, eller du kan købe den som DVD hos fx amazon.co.uk (åbner nyt vindue).

 
 

Spørgsmål og svar

Hvordan får man protein nok, hvis man kun spiser plantekost?

Det er ikke noget problem. Du kan ikke undgå at få nok protein, hvis du spiser dig mæt i alsidig frisklavet plantekost. Grøntsager, frugt, korn, nødder og andre vegetabilske produkter er fulde af protein. En af de mest udbredte myter og misforståelser er, at kød og andre animalske produkter er nødvendige, for at få protein nok. Der er et helt afsnit i Kinastudiet, hvor dette beskrives mere indgående.

 

Hvorfor hedder bogen "Kinastudiet"?

En del af bogen er en beskrivelse af Kinastudiet, som er verdens hidtil mest omfattende undersøgelse af sammenhængen mellem ernæring og helbred. Dr. T. Colin Campbell var leder af forskningsprojektet, hvor amerikanske og kinesiske forskere undersøgte kostindtag og sygdomsmønstre hos 6500 kinesere i 130 forskellige landsbyer.

 

Hvilken relevans har forskning på kinesere for vesterlændinge?

Mere end man umiddelbart skulle tro. Resultaterne fra Kina viste, at forekomsten af det, vi kender som de vestlige velstandssygdomme, herunder fx kræft, hjertesygdomme, diabetes og forskellige autoimmunune sygdomme, hænger sammen med, hvor meget animalsk protein, man indtager. I bogen gennemgår T. Colin Campbell også en lang række vestlige forskningsundersøgelser, som støtter dette,

 

Hvorfor har jeg ikke tidligere hørt denne forskning?

De officielle danske kostanbefalinger forholder sig simpelthen ikke til meget af den nyere forskning på området, og danske lægers uddannelse indeholder forsvindende lidt om sammenhængen mellem ernæring og helbred.

Derudover stammer meget af den information, vi får om kost og helbred, fra fødevareindustrien. Bogen har mange eksempler på, hvordan industrien er i stand til at påvirke de officielle anbefalinger, så de ikke tager højde for kendt forskning.

 

Risikerer man at komme til at at mangle noget, hvis man overvejende eller udelukkende spiser plantekost?

Det generelle råd til plantespisere, som du også vil finde forklaret nærmere i Kinastudiet, er at være ekstra opmærksom på, om du får nok vitamin D og B12 og evt. tage et tilskud. Mængden af vitamin D afhænger blandt andet af, hvor meget huden udsættes for sollys.

 

Hvor finder jeg bogens appendiks?

De tre appendiks er ikke oversat til dansk. De kan downloades som pdf-fil i engelsk udgave.

 

Hvad med den kritik jeg finder, når jeg googler "The China Study"?

Den mest seriøse kritiker af The China Study er T. Colin Campells fagfælle, Walter Willett. De to, der begge bliver benævnt "giganter" inden for ernæringsforskningen, har gennem årene haft flere videnskabelige udvekslinger. Deres diskussioner dukker ikke umiddelbart op, når man googler, men de er refereret af T. Colin Campbell i Kinastudiet.

Walter WIlletts kritik går på, at det er vanskeligt og usikkert at overføre forskningsresultater fra kinesere til vesterlændinge, fordi mange andre faktorer end kosten kan spille ind. Campbells svar er, at der er masser af forskning på vesterlændinge og på kinesere, der flytter til vesten, som bekræfter konklusionerne fra de kinesiske undersøgelser. Campbell siger til gengæld, at problemet med Walter Willets store og meget kendte undersøgelser af amerikanske sygeplejerske er, at man her kun undersøger forskellen på at spise meget animalsk kost og rigtig meget animalsk kost. Derfor bliver resultaterne dybt forvirrende.

Campbells videnskabeligt formulerede kritik af WIllet kan læses i fx denne artikel i The American Journal of Clinical Nutrition - og Willets svar og kritik af Campbells metode findes i samme tidskrift. Uanset uenigheden mellem Campbell og Willet, så er de i praksis ikke så langt fra hinanden. Campbell anbefaler ren plantekost. Willet anbefaler nu "middelhavskost" med masser af frugter, grøntsager, nødder, frø, fuldkorn og dertil noget fisk, brug af olivenolie som fedtstof og kun moderate mængder mælkeprodukter og små mængder rødt kød (se Mandag Morgen-rapporten "Eat in Sustania", side 4). Willet advarer mod mejeriprodukter, og siger, at man sagtens kan klare sig uden..

En de kritikere, som dukker op højt på en Google-søgning er Denise Minger, som skriver på sit eget website og ikke i videnskabelige tidsskrifter. Hvis du har brugt tid på at læse hendes kritik, bør du også læse T. Colin Campbells svar. En anden kritiker på nettet er Chris Masterjohn, som ligeledes kun skriver på eget website og ikke i videnskabelige tidsskrifter. Hvis du har læst hans kritik, bør du også læse dette svar fra T. Colin Campbell.